Shogun-Regeringen blev nød til at ophæves og der blev besluttet at indsætte Tenno(altså kejseren) som aktiv og absolut magthaver, med alle forhenværende rettigheder. Overgangen til den nye periode førte mange blodige konflikter mellem konservative og nyborgere. Men tiden var til forandringer. Mange japanere lagde mærke til at de, i forhold til andre lande, var langt tilbage teknologisk set. 1868 overtog kejseren Mutsuhito (1852-1912), - lige blevet 16 år gammel -, som fik navnet Meiji Tenno efter sin død.

Imellem 1867 og 1868 endte den såkaldte Tokugawaæraen med begyndelsen af meiji restaurationen.

Kejser Meiji flyttede fra Kyoto til Tokyo, der var blevet til japans nye hovedstad ; hans kejserlige magt blev genoplivet. Den effektive magt lå dog i hænderne på en bestemt gruppe adlige og forhenværende samurai.
Det nye Japan havde truffet en fast beslutning om, at indhente forspringet de vestlige magter havde i sektorerne økonomi og militær. Drastiske reformer blev gennemført i næsten alle områder indenfor Japan. Den nye regering ville lave en demokratisk staat i vestlig stil af Japan. Den soziale afgrænsning af Edo Perioden blev med tiden nedbrudt. Samuraierne tabte konflikten og mistede alle deres privilegier. Reformerne inholdte bland andet også indførslen af menneskerettighederne, såsom religionsfrihed, der blev vedtaget i 1873.

For at understødte den nye regering, blev de forhenværende Daimyo’er(feudalherrer) nød til at afstå alt deres jord til kejseren. Denne process blev afsluttet 1870 og fulgtes af Japans nystrukturering i præfekturer (amter, embeder).

Skolesystemet blev reformeret efter det franske og tyske. Bland disse reformer var indførslen af et obligatorisk basisuddannelse.
efter ca 1 til 2 årtier fuld af intensiv vestlig modernisering, opstod konservative, nationalistiske følelser: konfuzianske und shintoistiske prinzipier, og den religiøse forgudelse og tilbedelse af kejseren ved skolen blev lagt stor vægt på.

Indhentelsen i den militæriske sektor var naturligvis af høj prioritet for regeringen, i en æra af europæisk og amerikansk imperialismus. Som mange asiatiske folkeslag, blev også japanerne tvunget til at treffe uretferdige aftaler med de vestlige magter(f.eks. ufaire handelsbetingelser).
Den almene værnepligt blev indført og en ny arme blev opbygget efter forbillede af den preusiske arme og en ny marine efter forbillede af det britiske marine-model.

For at transformere den næsten fuldstændig landbrugsbaserende økonomi fra edo-perioden, til en veludviklet industriell økonomi, blev mange mennesker sendt til udlandet for at lære de vestlige videnskaber og sprog. Mange udlandske eksperter blev hentet til japan. Kommunikations- og transportnettene bleve næsten udelukkende forbedret gennem statslige investitioner. Regeringen understøttede mange firmer og industrier direkte igennem subventioner, især de store, mægtige Handelshuse(Zaibatsu).
Høje udgifter førte i 1880’erne til en finanzkrise, som blev fulgt af en valuta-reform og begrundelsen af den japanske nationalbank.
Textilindustrien voksede hurtigst og blev japans største industri indtil WWII. Arbejdsvilkårene var meget dårlige i de første fabriker, men opstående sozialistiske og liberale bevægelser blev snart undertrykket af den regerende clique (genro).

I den politiske sektor fik japan 1889 sin første forfattning efter europæisk forbillede. Et parlament , den såkaldte DIET blev indrettet, men kejseren blev stadig den souveræne regent: han stod i spidsen af militæret, eksekutiven og legislativen. Cliquen(genro) beholdt den effektive kontrol, mens den intelligente og begavede kejser meiji understøttede praktisk alle deres beslutninger.
Politiske partier vandt ingen virkelig magt, eftersom medlemmernes indbyrdes sammenhold ikke var af lang varighed.

Interessenskonflikten i Korea mellem Kina og Japan førte i 1894-95 til den første sino-japanske krig. Japan slog China, fik Taiwan, men blev af de vestlige magter tvunget til at aflevere nogle af deres erobrede territorier. Denne handling fik japanerne til at forøge deres militæriske styrke.