Shogunatets modstandere, der under ingen omstændigheder ville at grænserne skulle åbnes for den vestlige del af verden, kæmpede for at forhindre dette.

Tokugawaæraens shogun Tokugawa Yoshinobu(han var den sidste store shogun) havde mange modstandere, og disse gjorde voldsom modstand. Shogunens opposition samledes foran Kyoto for at angribe og sejre.

Dette skete i begyndelsen af meijiperioden.

I Januar 1868 bevægede shogun Tokugawa Yoshinobu’s tropper sig hen imod Kyoto. Hans tropper blev slået i kampen ved Toba og blev nød til at trække sig tilbage til Edo(Tokyo). Vinnernes slagråb var ”sonno joi – respekter kejseren og jæg barbarerne borte”.

Den 15. maj 1868 blev det til shogunatets sidste oprør. 2000 tilhængere af det gamle Tokugawa-system, blev hugget ned under det blodige slag om Ueno(øst for Tokyo central park). Dette slag ligesom mange andre, blev slået under ledelse af Saigo Takamori, Satsuma klanens øverste.

Prins Mutsuhito, kun 15år gamel, var allerede året før, 1867, blevet tronet som 122’ende kejser af japan. Omkring Kejser Meiji var samlet en række unge uerfarne politikere, og kejseren selv var kun 15 år, da han blev kronet. Han overtog navnet Meiji, der betyder oplyste herrsker. Den unge kejser flyttede sin residenz fra Kyoto til Tokyo. Alle beslutninger blev offentliggjort under hans navn, selvom den egentlige magt lå ved andre, f.eks. Satsuma og Chosu familien.

Overraskende var , at fremmedfjendligheden med kejser Meiji fra den ene dag til den anden skiftede til det modsatte. Slagråbet ”sonno joi – respekter kejseren og jæg barbarerne borte” blev til den nye slogan ”bummei kaika – civilisation og oplysning”.

Selvom kejser Meijis rolle kun var representativ, var han ikke uvigtig med hensyn til moderniseringens process. Det almene folk så op mod ham som en gud og delte derfor også hans mening. Alt hvad han gjorde blev kopieret, dermed blev også vestligt tøj til mode i japan.