Da det første shogunat oprettedes, skrev man år 1185. På dette tidspunkt startede en udviklen der gik helt op til 1192, hvilket kan forklares enkelt på den måde, at shogunen fik mere indflydelse og magt fordelt på forskellige afdelinger.

Det startede med smådistrikterne hen over guvernører og fyrster til det øverste komando med hensyn til den militæriske sektor.

Som absolut autoritet bestemte han over hvem der skulle styre provinserne und sin egen befaling. I løbet af kort tid, havde han fået et kæmpestort areale land, med adelsstand (altså samuraier) og enkelte provinsdomstole, som han havde kontroll over.

Militærdiktaturen, som kamakurashogunatet fik indrettet hen imod 1192 kaldtes ba’kufu, hvilket oprindeligt betyder lejrregering, men også blev kaldt teltregeringen. Ba’kufuen kommer fra tiden, hvor krigstogterne tvang shogunerne til at rejse med slagene, dermed blev de nød til at regere fra deres lejre. Selve begrebet shogun var også eksistent inden kamakurashogunatet, var dog kun et andet ord for en militarisk autoritet.

Dette betød en voldsom indskrænkning af tennos(kejseren) magt. Der skete flere genindførelsesforsøg af kejserens magt, der alle blev knust af shogunen, der herefter blev endnu mægtiger.

Shogunens magtcentrum lå i Kamakura efter der den var blevet fløttet fra det majestetiske Heian.

Shogunens magt blev afløst i arvefølge af sin søn fra generation til generation.

Japan blev styret af tre familier i den lange periode fra 1192 til 1867. Disse familier grundlagde shogunaterne i deres hjemmebyer.

Kejseren indtog en ceremoniel rolle indtil 1867, da det lykkedes Mutsuhito(Meiji-kejseren) at ophæve shogunens embede og vinde sin magt tilbage.

Men det var ikke sidste gang at kejseren ikke skulle have noget at have sagt, fordi der efter den 2. verdenskrig og op til vor tid igen blev indført en kejser, i ceremonial rolle, som marionet foran den reelle magthaver.

Godt nok stod han stadig i toppen af det feudale samfund, men den virkelige indehaver af magten, nemlig den aktuelle shogun, regerede japan, mens tenno måtte nøjes med at være frontfiguren i spillet.

Den åbenlyseste mellem de to oppositioner var, at tennoen ikke havde kontrol over militæret, mens shogune havde.

Hvis man skulle beskrive shogunens rolle, kunne man bruge begrebet militær-diktator.

Kamakurashogunatet var det 1. af denne slags embede.

I årene 1332 - 1333 mobiliserede kejseren en enorm hær, som var i stand til at knuse shogunen og hans tilhængere.

Shogunfamilien begik sepuku, og med dem også deres 800 trofaste medstridere og tjenere(også kaldt harakiri, hvilket er et mere foragtende ord for dette rituelle traditionsstærke selvmord), efter de var blevet besejret foran Kamakura.

Efter denne periode kom og gik der mange shogunater og talrige slag imellem shogunaterne og kejserne. Af og til tabte shogunen magten og flere små shoguner styrede deres egne regioner for sig selv.

Men der var også perioder, som enkelte shoguner styrede med stærk hånd. Et meget berømt eksempel på dette var en shogun, der i løbet af sin regeringstid blev ramt af storhedsvanvid og forsøgte sig i at invadere Kina i 1590’erne. Det vanvittigste ved dette forsøg var, at hans hær kun var ca.200.000 krigere stærk. Forsøget mislykkedes selvfølgelig.

Der var sådan set ikke så mange shoguner, der kontrollerede japans helhed. I alt regerede der ca.39 shogunr fra første til sidste shogunat, der jo endte 1867. og kun 10 af disse 39 var mægtige nok, så de kunne kontrollere hele Nippon(japansk for Japan).

De største problemer, shogunerne mødte på vejen til den fuldstændige kontrol over Japan, var samuraifyrsterne, som man blev nød til at kæmpe eller treffe aftaler med.